Der er engelsk på skemaet, men femlingerne vil hellere undervise i et sprog, som de mener er langt mere brugbart og udbredt - nemlig sneglesprog. De tilkalder en ægte ekspert i sneglsk, men det viser sig, at sneglen bliver ret let fornærmet...
I kristendom lærer man om Gud, og om hvordan han skabte verden på syv dage. Femlingerne er ikke imponeret over Guds arbejde og vil derfor skabe noget sjovere selv. Til det formål skal de bruge: Gamle madpakker, rensebenzin og den giftige energidrik Juicy boost.
Når nu voksne mennesker har bestemt, at børn skal børste tænder, kan man lige så godt gøre det på en sjov måde. Femlingerne viser hvordan: Det kræver blandt andet en vaskemaskine, en skovl og en toiletbørste.
5 x Allan skal undervise i dansk. Men allerede inden de er gået i gang med timen, har de dømt det danske sprog ude af den simple årsag, at alle ord undtagen navnet Allan er kedelige. Femlingerne vil derfor lære eleverne at sige kedelige ord på sjove måder.
I naturteknologi undersøger eleverne som regel insekter, men femlingerne synes, små kryb er dødsyge. Derfor vil de hellere lære børnene om deres absolutte yndlingsdyr: Hunden. De fem brødre tilkalder deres bedste ven, kæmpepuddelhunden, der hurtigt får raseret skolegården.
Høvdingebold er en klassiker, når man skal have vikar i idræt, og i dag er ingen undtagelse. Femlingerne udfordrer eleverne, men det viser sig til deres overraskelse, at børnene er sindssygt gode til at tyre bolde. Femlingerne må derfor tage beskidte kneb i brug: Juicy Boost og farlige dyr.
Et besøg hos sundhedsplejersken kan være kedeligt, men med femlingerne som vikarer bliver det hurtigt en mere spændende oplevelse. I hvert fald hvis man kan lide at blive målt med et målebånd lavet ud af ørevoks og vejet på en menneskevægt.
Femlingerne skal undervise i billedkunst og er meget imponerede over elevernes talent for at skabe kunst. Alt går fremragende, lige indtil femlingerne blander al malingen i en stor gryde, tilsætter et skvæt Juicy Boost og åbner en portal til et parallelt univers.
Der er trafiksikkerhed på skemaet, og til den lejlighed har Allan, Allan, Allan, Allan og Allan eksperimenteret med farverne i lyskrydset - fordi det nu engang er så kedeligt med kun rød, gul og grøn. Det kommer der både flotte farvekombinationer og en god mængde kaos ud af.
I matematik skal det handle om sandsynlighedsberegning - og det er okay, synes 5 x Allan. De kan dog bedre lide at teste ting, der er usandsynlige. Det synes eleverne er ret sjovt. Skoleinspektøren bliver derimod ikke imponeret over at finde opkast og svævende elever i skolegården.
I musikundervisningen demonstrerer Femlingerne, hvordan man spiller hård rock og på claves. Men da det bliver elevernes tur til at fremføre musik, er Allan'erne mildest talt ikke imponerede. Der må noget Juicy boost til for at få de rigtige toner frem.
Femlingerne skal være vikarer i matematik. De beslutter at lære eleverne om former og viser, hvad både firkanter og cirkler kan bruges til. Der er dog ingen tvivl om, hvilken form der er Allan'ernes favorit: Det er den flydende form, og det skal eleverne selvfølgelig mærke på egen krop.
Der er naturteknologi på skemaet, og det skal handle om magneter. Femlingerne har nemlig tænkt sig at lave verdens største magnet, og til det formål skal man bruge strøm, jern, en Allan og store mængder Juicy Boost.
I kristendom lærer man om forskellige helligdage, og dagen i dag er tilfældigvis den vigtigste af slagsen, hvis du spørger Femlingerne. Det er nemlig Sankt Allan dag. Der skal både danses kling-klang dans og bælles ustyrlige mængder Juicy Boost.
Hvis man spørger Femlingerne, er der et fag, der mangler på skoleskemaet. Nemlig pjæk. Allan'erne erstatter derfor danskundervisningen med pjække-undervisning og demonstrerer både, hvordan man kan få knudesyge, efterabersyge og sovesyge.