Auktionshuset er tilbage og hele familien er samlet i anledning af Asger Jorns hundrede års jubilæum. Hele 44 værker, under temaet "Jorn og hans venner", skal under hammeren og det er Jesper Bruun Rasmussen selv, der svinger hammeren. Asger Jorn er en af de dyreste og mest solgte danske kunstnere overhovedet, så der er store forventninger til dagens auktion. Som en del af auktionshusets internationale satsning tager ekspert i moderne kunst, Niels Boe Hauggaard, den lange tur fra København til Paris i jagten på en samling Jais Nielsen værker. Det er værker, der er gået i arv i flere generationer og som nu ejes af Jais Nielsens barnebarn. De har aldrig før været i handel og det er nu Niels skal bevise, at de hører hjemme på en auktion i Bredgade. Men Niels kommer på en hård prøve, når der skal forhandles priser, for mulige sælger har store følelser for sin bedstefars værker. I Auktionshusets skranke er der både gode grin og overraskelser når gamle loppefund mangedobles i værdi.