I dag har hele familien Bruun Rasmussen sat kursen mod det smukke Nordsjælland, hvor der er Store Vurderingsdag. Det foregår på Hotel Marienlyst, hvor Jesper Bruun Rasmussens datter, Alexa, har koordineret et stort opslået arrangement for at lokke de velhavende danskere til at indlevere deres kostbare arvegods. Og Jesper Bruun Rasmussen har hele sin stab af erfarne eksperter med sig for at sikre sig en god indlevering på dagen. Auktionshusets bogekspert, Lærke Bøgh, er også på vej nordpå, nærmere betegnet Helsingør, hvor en dedikeret bogsamler gennem 30 år venter på hende. Men ikke nok med, at kunden er samler, han er også en tidligere kollega til Lærke og kender alle spillets regler. Så det er med en vis ydmyghed og ærefrygt, at Lærke går til værks, når hun skal prissætte de 3 udvalgte historiske værker - rammer hun ikke en tilfredsstillende pris, må hun nemlig gå tomhændet derfra.