I 1918 lever alle i skyggen af krig og revolution. Selv i Danmark, der ellers er blevet kaldt 'et lille smørhul'. Der er stor angst for, at verden skal gå under, men også kolossale fremskridt og visioner.
I 1918 er danskerne angrebet af forlystelsessyge. På trods - eller på grund - af tidens store begivenheder og alvor er der voldsom gang i gaderne i de danske byer. Antallet af beværtninger og dansesteder mangedobles. Nye kæmpebiografer og sportsklubber skyder op overalt, magasinpressen har kronede dage og den 8 timers arbejdsdag er lige rundt om hjørnet. Der er mærkbart mere fritid end for tyve år siden. Og det er ikke kun gullaschbaronerne, der fylder biograf- og revysalene ud, men også de jævne danskere. Samtidig er teknologien for alvor ved at ændre hverdagen. Cykler, biler, eldrevne sporvogne, flyvemaskiner øger tempoet, og moderne togstationer som Nørreport i København åbner.
I 1918 går verdenskrigen ind i sit sidste blodige år. De danske aviser er fyldte med krigstelegrammer, og levende billeder af en flok udmagrede krigsfanger i Horserødlejren gør stærkt indtryk. Det føles som om verdenen er splintret i atomer. Og det kan ses i kunsten. Der bliver råbt og skreget, næsten som om man forsøger at overdøve kanoner fra Vestfronten og bolsjevikkernes trampen. Avantgarden dyrker maskinerne, krigen og katastroferne og har hverken før eller siden haft så stor en gennemslagskraft. Samtidig er kvinder ikke længere kun muser, men også udøvende kunstnere i deres egen ret.