Jesper drømmer om et job som jurist. Men det er ikke lykkedes ham at komme i fast arbejde, siden han afsluttede sit jurastudie for seks år siden. Nu sætter jobkonsulent Anne-Mette alle kræfter ind for at hjælpe Jesper. Men Jesper og Anne Mettes samarbejde kommer lidt skævt fra start, da hun vil finde en praktikplads til ham, mens han går efter et ordinært job.
Trine er 52 år og har været i kontanthjælpssystemet i 12 år. Hun ved ikke, hvordan hun skal komme i arbejde. Nu har jobkonsulent Anne-Mette skaffet hende en samtale hos Arriva som buschauffør. Men Trine har ikke været til en jobsamtale i årevis. Samtidig bliver samarbejdet mellem jobkonsulent Anne-Mette og Jesper stadig mere anspændt.
Hanan drømmer om at blive sygeplejerske, men hendes dansk er ikke godt nok. Derfor har jobkonsulent Anne-Mette lavet en alternativ plan til Hanan. Imens kæmper Trine med at uddanne sig til buschauffør. Og da det ikke er lykkedes juristen Jesper at finde et job bliver han af sit jobcenter sendt ud på en planteskole.
Diana har været ledig i tre år. Hun kæmper med at finde sin plads på arbejdsmarkedet. Men nu er der håb forude. Jobkonsulent Anne-Mette har skaffet hende et praktikophold på et plejehjem. Samtidig skal Trine op til sin tredje teoriprøve i forsøget på at omskole sig til buschauffør. Jesper er sygemeldt fra den aktivering, som hans jobcenter har sendt ham ud i. Og nu er han på vej til jobsamtale i en hel ny branche.