Oberst Gaddafi har ledet Libyen med hård hånd siden et kup i 1969. Kuppet var ikke blodigt, men det lykkedes alligevel at afsætte kongen. Kamelhandlerens søn, Muammar Gaddafi var blot 27 år. Han indførte et islamisk og socialistisk styre.
Da Fidel Ramos i 1992 efterfulgte Corazon Aquino som præsident i Filippinerne, kørte den afgående præsident efter ceremonien væk i en helt almindelig Toyota Crown. Corazon Aquino ville signalere, at hun efter seks år i magtens centrum igen var almindelig borger. Filippinernes første kvindelige præsident genindførte demokrati i det asiatiske land efter 14 års diktatur. Hun vandt i 1986 overraskende præsidentvalget over Ferdinand Marcos, som flygtede til udlandet. Da den første entusiasme havde lagt sig, blev det klart, at Aquino ikke kunne løse de problemer, som Marcos-styret havde efterladt. Hun stod ganske vist bag landets forfatning, som i 1987 blev vedtaget ved en folkeafstemning. Men enken til en myrdet oppositionspolitiker kunne ikke løse landets dårlige økonomi og den udbredte fattigdom. Til gengæld trodsede hun militæret og indledte forhandlinger med landets kommunistiske oprørsbevægelse. Samtidig overlevede hun ikke mindre end syv kupforsøg i sin regeringstid, takket være sin forsvarsminister Fidel Ramos, som også var forsvarschef under diktator Marcos. Corazon Aquino døde i Manila den 31. juli 2009. Hun blev 76 år.
Shimon Peres skrævede i 1980'erne henover den dybe kløft af stridigheder mellem Israel og palæstinenserne. Som en af de første fremtrædende israelske politikere begyndte han at tale om en mulig fred med palæstinenserne. Kulminationen på hans initiativ blev Oslo-fredsaftalen i 1993. Trods hans markante rolle i Oslo-forhandlingerne, fik han tilnavnet "den evige toer". Selvom Shimon Peres i to kortere overgangsperioder har været premierminister, så er han især kendt for at have tabt fem valg om posten som premierminister. Og han har mest fulgt israelsk politik fra ministerposter lige under premierministeren. Fra sidelinjen formåede han dog at trække markante spor, som blandt andet tæller fredsaftalen med Jordan. I 1996 opgav han rollen som fredselsker og gav ordre til operation "Vredens druer". Formålet var at knuse den militante organisation Hizbollah i Libanon. Men vælgerne sendte ham tilbage på pladsen som toer samme år, da han ikke genvalgt som premierminister. I 2007 blev den 76-årige Shimon Peres valgt til den hovedsagligt ceremonielle præsidentpost.
Benazir Bhutto blændede verden, da hun sejrede over diktaturet i Pakistan og blev den første kvindelige leder i et muslimsk land. Politik flyder i hendes blod. Hendes far var premierminister indtil 1977, hvor han blev væltet ved et militærkup. Benazir arbejdede videre for pakistansk demokrati, først i husarrest i Pakistan og siden i eksil i England. Kampen varede indtil i 1988, hvor 35-årige Benazir Bhutto ved det første demokratiske valg i 11 år blev valgt til premierminister i Pakistan og blev symbol på kvinders frigørelse. To gange - i 1990 og 1996 - måtte hun trække sig tilbage som premierminister efter korruptions-anklager. Hun fik i 1999 en dom for korruption. Mens hendes mand har siddet i fængsel i fem år dømt for at have taget af statskassen. Bhutto sad i eksil fra 1999 til efteråret 2007 på grund af korruptionsanklagerne. I oktober 2007 vendte hun tilbage til Pakistan for at stille op til parlamentsvalget. Den 27. december 2007 blev Bhutto dræbt ved et selvmordsbombeangreb i byen Rawalpindi efter et valgmøde
Desmond Tutu: Forsoningens apostel En klukken hænger uløseligt sammen med Desmond Tutu. Men man skal ikke tage fejl. En seriøs indignation har været den karismatiske ærkebiskops benzin i kampen mod apartheidstyret i Sydafrika. Som våben har han brugt anti-vold, sin gudstro og ukuelige evne til tilgivelse. Frederik de Klerk: De Klerk afskaffer apartheid Bildæk brændte i de sorte townships i protest mod apartheid. Sorte demonstranter og politi stødte sammen. Sådan så Sydafrika ud, da Frederik de Klerk blev valgt til præsident i 1989. Blodet i gaderne blev dog skiftet ud med glæde, da han endte apartheid som sin første præsidentgerning.
"Jeg håber, mine højhælede kan fylde Warren Christophers sko". Sådan spøgte Madeleine Albright, da hun gik fra posten som FN-ambassadør til USA's udenrigsminister i 1996. Albright kom til at fylde mere på verdensscenen end forgængeren Christopher. Ikke kun fordi hun var kvinde, men også fordi hun var kontant. Albright tog som minister straks fat på den varme sag: Udvidelsen af Nato til de tidligere østblok-lande. Men Serbiens etniske udrensninger i Kosovo blev Albrights mærkesag. Hun tøvede ikke med at kræve militær magt for at stoppe drabene. Hendes fortid som tjekkisk flygtning under 2. verdenskrig prægede den holdning. Muligvis spillede det også ind, at Albright i 1997 via slægtninge fandt ud, at hun var jødisk. Da Serbiens præsident Milosevic ikke stoppede volden, opgav Albright diplomatiet før sine europæiske kolleger. Hun spillede en afgørende rolle, da NATO bombede Serbien i 1999. Bomberne stoppede de etniske udrensninger. Og i 2008 kunne Kosovo erklære sig en selvstændig stat. Albright stoppede som minister i 2001, da Bill Clinton trådte af som præsident. Siden har hun blandt andet undervist i international politik på Georgetown University. I 2012 modtog Madeleine Albright "The Presidential Medal of Freedom". Det er højeste udmærkelse en civil person kan få i USA.
Da Viktor Jusjtjenko skulle føre præsidentvalgkamp, blev han nødt til at møde Ukraines vælgere ansigt til ansigt. De statsstyrede tv-kanaler viste kun modkandidaten, den Moskva-tro premierminister Janukovitj. Men Jusjtjenkos ansigt blev alligevel kendt. Så kendt, at over 100.000 ukrainere i en stor orange bølge skyllede ud i hovedstaden Kievs gader, da de mistænkte Janukovitj for valgfusk. Jusjtjenkos arrede ansigt og orange kampagnefarve blev symbol på en sjælden demokratisk sejr i de tidligere sovjetrepublikker. Protesten førte til omvalg, som Jusjtjenko vandt. Jusjtjenko ønskede at åbne Ukraine mod EU og NATO uden at klippe båndet til Moskva. Samtidig stod han for anti-korruption. En linje han lagde syv år tidligere som nationalbankdirektør og som premierminister fra 1999. Den orange koalition holdt dog kun kort, og i september 2008 gik den helt i opløsning, da et flertal stemte for betydelige indskrænkninger i præsidentens beføjelser. Viktor Jusjtjenko tabte i 2010 valget til Viktor Janukovitj.
Daniel Ortega holdt fast i familietraditionen, da han som 15-årig blev arresteret for politisk modstand mod Nicaraguas USA-støttede familiediktatur Somoza. Inspireret af rebeller som Jesus, Castro og Che Guevara gik Daniel Ortega skridtet videre og blev guerillakæmper i Sandinistbevægelsen FSLN. Under den afdøde modstandskæmper Sandinos parole "Frit Fædreland eller døden", vristede Ortega og sandinisterne magten ud af hænderne på Somoza i 1979. Som ledende kommandant blev Ortega leder af en skrøbelig koalition i et slags junta-styre. Ved det første valg i 1984, bakkede folket overvældende op og gjorde ham til præsident. Ortega blev et ikon på modstanden mod den kapitalistiske koldkriger USA. Stormagten brød sig ikke om Ortegas socialistiske styre, og sponserede oppositionshæren Contraerne. Efter 10 års borgerkrig skabte Ortega fred, men tabte præsidentposten. Den konservative Violeta Chamorro overtog lederskabet af det udmarvede Nicaragua i 1990. Først i 2006 generobrede Daniel Ortega præsidentposten og indtrådte i rækken af venstreorienterede og USA-kritiske modstandere i Syd- og Centralamerika.
En augustdag i 1980 sprang den 37-årige elektriker Lech Walesa over hegnet til Leninskibsværftet i Gdansk. Springet skulle blive det første dødbringende stød til østblokkens kommunisme. Walesas utilfredshed med arbejdernes manglende rettigheder under kommunismen var vokset gennem 1970'erne. Med sin karisma blev han fra Gdansk i 1980 naturlig frontfigur for 400.000 polske arbejderes strejke, der ironisk nok ikke var anti-kapitalistisk, men anti-kommunistisk. Protesten i 1980 gav grønt lys for den frie fagforening, Solidaritet, som tiltrak cirka 10 millioner polakker. Solidaritets rød-hvide flag virkede dog som en rød klud på Sovjet, der fik Polens regering til at sende militæret i gaderne i december 1981 og erklære krigstilstand. Som Solidaritets formand blev Walesa arresteret sammen med andre Solidaritet-ledere. Walesa var fri igen i 1982. Trods fortsat forbud fik Solidaritet og økonomisk krise jorden til at skride under kommunismen. Kommunisterne åbnede for delvist frie valg i 1989, og Solidaritet vandt flere pladser i parlamentet. Og den anti-kommunistiske bevægelse forplantede sig til hele østblokken. Walesa blev præsident i 1990. Men han skabte splid omkring sig, og hans popularitet smeltede væk. Han står dog stadig som Polens symbol på triumf over kommunismen.