De ville lave teatret om - men kom til at ændre dansk film i stedet! En hel generation af nye skuespillere, der ender med at blive vores største stjerner, gør oprør mod fortidens danske film og insisterer på at få hverdagen ind i sproget og skuespillet. Og med Nikolaj Cederholm i spidsen bliver det eksperimenterende Dr. Dante-teater stedet, hvor ALLE unge skuespillere vil forbi for at udvikle og opfinde en ny form for skuespil - og overskride både deres egne og publikums grænser på vejen dertil.
Film skal være dumt! Det skal ikke tale til vores hoved, men til vores kønsdele og hjerte. Det var en af de usædvanlige mantraer på Filmskolen, som Thomas Vinterberg, Susanne Bier og alle andre fremtidige filmfolk blev undervist i af den uortodokse Mogens Rukov. Han satte som noget nyt manuskriptet i centrum af dansk film, mens den kompromisløse rektor Henning Camre satte hele uddannelsen i system og gjorde den tilgængelig for alle med talentet - men vejen dertil var benhård og ubarmhjertig.
Lars von Trier banede vejen for en hel generation af danske filmskabere med sin unikke tilgang til fortælleformen og sin insisteren på altid at prøve noget nyt. Offentligt var han provokerende og brutal, men privat og på filmset beskrives han som et generøst og hjælpsomt menneske, der kæmpede med angst og fobier. Samtidig skabte han Zentropa med Peter Aalbæk, der både var nyskabende og kaotisk med utallige op- og nedture, men også arnested for mange af dansk films største talenter.
Alt kulminerer med Dogme 95! Nye skuespillere, nye instruktører og Lars von Trier som katalysator. Men dogmebevægelsen var først og fremmest et opgør med den omfattende teknik, som filmfolk var ved at blive kvalt i - store kameraer, dikterende lyssætninger og kæmpe kulisser stod i vejen for den gode historie. Men ved at fjerne alle de snærende bånd fra filmproduktionen, kunne dansk film slå vingerne ud og med den frihed fløj utallige stortalenter både foran og bagved kameraet højt op på himlen.
Teater, film - og så TV. I mange år var det rangordenen af, hvad der var mest prestige i at lave. Men med Rumle Hammerichs ankomst som dramachef blev grundstenene lagt til DR Drama og man gik fra at sende filmet teater til at lægge gaderne øde hver søndag aften. Serier som Taxa, Rejseholdet og Forbrydelsen, der blev platform for en hel generation af nye instruktører, skuespillere og manuskriptforfattere, satte nye standarder for tv-fiktion herhjemme og gjorde begrebet Nordic Noir verdenskendt.
Hollywood kalder - men er det stadig attraktivt at svare? For mange danske filmfolk er det ikke nødvendigvis lykken at rejse over Atlanten. Herhjemme er det til gengæld de samme store navne, der har siddet på toppen af dansk fiktion i 30 år nu - hvordan skal den nye generation komme til? Kan Dogme 25-bevægelsen skabe noget nyt for dansk film eller er det mest et PR-stunt? Og skal man som filmskaber og kunstner være bekymret eller begejstret for AI´s fremtog i verden?