I "Dem der passer på os om natten" følger vi de mennesker, der sørger for, at vi andre kan sove trygt og roligt, når mørket har lagt sig over landet. Politibetjentene Majbritt og David fra Holstebro må i al hast komme nogle kollegaer til assistance, når en mand går amok på sin udlejers vindue. Senere bliver Majbritt og David nødt til at anholde en ung mand, der - efter at have truet en bartender - bliver voldsomt aggressiv overfor de to jyske betjente. På en gågade i København kører en mand meget hasarderet og da de to hundeførere Jason og Kim arresterer ham, viser det sig, at han også er spirituspåvirket. Manden har dog stadig svært ved at forstå, hvorfor han ikke må parkere sin bil. En ældre mand frygtes at ligge død i sit hjem og ambulancefolkene Jesper og Ulrik må gribe til korporligheder og sparke døren til hjemmet ind i forsøget på at redde mandens liv.